Uncategorized

Hvordan jeg vidste, at jeg var stresset 

img_5278-kopi.jpg

Det vidste jeg naturligvis heller ikke lige med det samme. Jeg vidste bare, at jeg græd hele tiden – også på job, var irritabel, kortluntet og kunne intet overskue. Selv efter at lægen havde sagt det, var det bare som om, at det var noget jeg fandt på. At det var noget, jeg legede. Tænkte i den første måned, at nu må jeg lige tage mig sammen og tage på arbejde. Det føltes lidt, som om jeg pjækkede, men uden at kunne gøre noget ved det.

Men så jeg tog på job igen.

Det hjalp mig til at forstå, at jeg var stresset. Altså sådan alvorlig stresset. Lægen havde ret.

Det værste var, at jeg fik ondt i hjernen – Det får jeg stadig af og til og er min største advarselslampe på, at noget er off.

Jeg begyndte at forstå, at det gjorde mig syg. Mit arbejde gjorde mig syg. Og at det bestemt ikke var en leg. Jeg satte mig hjem på sofaen, og der sad jeg det meste af en måned. Nogle gange kunne jeg overskue at se tv, andre gange havde jeg bare brug for helt ro, men mest af alt lavede jeg priktegninger. I ved, dem man lavede som børn – Forbind tallene, og du får en tegning af noget. De findes til voksne, og jeg har en hel del hæfter liggende udfyldt nu. Det gav mig bare en helt unik ro at forbinde de tal. At det eneste jeg skulle var at sætte en streg fra 1 til 2 til 3 til…

Jeg fik rigtig mange fysiske symptomer på stressen. Det værste var, at jeg fik ondt i hjernen – Det får jeg stadig af og til og er min største advarselslampe på, at noget er off. Det føles som om min hjerne strammer, som om der ikke er plads nok til den derinde.

Jeg kan groft sagt intet huske længere. Min hukommelse er delvist væk, og min bedste ven er min notesbog.

Efter jeg blev sygemeldt fra mit job kunne jeg begynde at mærke, hvordan jeg virkelig havde det. Og det var både forfærdeligt, men også befriende. Jeg havde ignoreret min krops signaler i alt for lang tid, og pludselig fik den bare frit spil til at fortælle mig, hvor træls jeg havde været ved den. Jeg led af uregelmæssig hjertebanken, søvnløshed og skrækkelig uro i benene. Jeg har gået mange ture om natten, fordi jeg ikke kunne holde ud at ligge stille. Jeg skrev længere oppe i indlægget, at det værste var min strammende stress-hjerne. Det er faktisk ikke helt sandt. Det allerværste er de psykiske ting, jeg er blevet ramt af. Jeg kan groft sagt intet huske længere. Min hukommelse er delvist væk, og min bedste ven er min notesbog, som jeg har med mig overalt. Jeg er nødt til at notere alt ned. Jeg har svært ved at håndtere, at nogen forventer noget af mig. Det kan være noget så dagligdags, at min mand forventer, at jeg har sørget for et eller andet til aftensmad, fordi han arbejder sent. Eller at jeg skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Små ting. Jeg når og kan meget mere, når ingen forventer, at jeg kan noget som helst.

Faktisk har jeg stadig mange efterveer af stressen, og det kan føles ulideligt at tænke på, at måske bliver de her hos mig i lang tid endnu. Måske går noget af det aldrig væk, som en påmindelse om at passe på mig selv.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s