Uncategorized

Fuld af bekymring

Skærmbillede 2017-09-11 kl. 08.16.15

Jeg blev afskediget i foråret efter at have været væk fra mit job i lang tid. Det kom ikke som nogen overraskelse, men det slog mig hårdt. Det var nyt for mig – jeg har aldrig prøvet at miste et job før. Samtidig var det også rigtig godt for mig. Det var først efter, at jeg fik sat en slutdato på min ansættelse, at jeg begyndte at få det bedre. Jeg fik mulighed for koble mig helt fra mit job. Jeg skulle ikke længere bekymre mig om opstart, mulighedserklæringer, møder osv. Især planerne for opstart var en kæmpe lettelse at slippe for. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange planer min leder og jeg har lavet, revideret og kasseret. Jeg blev mega stresset over det pres og de forventninger, der hele tiden var om at komme tilbage. At skulle yde. At skulle præsterere. Jeg magtede det ikke og ingen af planerne blev til noget. Spild af tid og bekymringer.

Men efter afskedigelsen fik jeg mulighed for også at se lidt fremad. Jeg vidste, at jeg ikke ville tilbage i samme branche, så jeg begyndte at tænkte på, hvor jeg nu passede ind henne. Jeg er stadig ikke sikker på, hvor det er, og jeg føler mig lidt lost i disse dage.

Jeg ved, at jeg bør nyde den tid, jeg har til mig selv og min familie som arbejdsløs. Men jeg bliver stresset over ikke at vide, hvor jeg er på vej hen. Jeg har selvfølgelig sporet mig ind på, i hvilken retning jeg søger job, og jeg søger og søger og søger. Jeg er bange for, at ingen nogensinde vil ansætte mig. Jeg har ikke papir på, at jeg kan de ting, jeg gerne vil arbejde med, og hvordan ser en kommende arbejdsgiver på, at jeg har været ramt af langvarig stress? Tænk hvis jeg aldrig kommer videre. Jeg kan mærke min stress-hjerne (som jeg tidligere har skrevet om her) titte frem igen. Så oveni alt det andet med job jeg bekymrer mig om, tænker jeg også på, om jeg egentlig er blevet helt fri for stressen. Bliver man nogensinde det? Er det noget, man lever med som et underlæggende vilkår resten af livet?

Jeg prøver meget at have fokus på de gode ting i hverdagen. Jeg hader alle de bekymringer, og den måde jeg føler mig styret af dem. Jeg har tit en indre dialog, omhandlende hvorvidt jeg kan gøre noget ved den og den bekymring – er svaret nej, burde jeg jo bare lade det ligge og komme videre. Jeg arbejder meget med at mestre dette, men det er svært.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s